Carlsberg Asia køber bryggeri i Kina

23.01.2003: Carlsberg Asia har gennem sit datterselskab Carlsberg Brewery Hong Kong Ltd. købt hele aktiekapitalen i det kinesiske bryggeri Kunming Huashi Brewery Company Ltd. af Zhejiang K.K. Group.

Købet er betinget af kinesiske myndigheders godkendelse. Bryggeriet ligger i Kunming, den største by i Yunnan provinsen i det sydvestlige Kina, som grænser op til Vietnam, Laos og Myanmar.
 
Kunming bryggeriet har omkring 600 medarbejdere og en kapacitet på 600.000 hl øl, hvilket giver muligheder for vækst i en provins med 43 mio. indbyggere, der i dag kun har et årligt pr. capita forbrug på 4,2 liter øl. Det gennemsnitlige pr. capita forbrug i Kina er 18 liter. Yunnan provinsens satsning på at opbygge en turistindustri øger ligeledes mulighederne for vækst i ølforbruget.
 
Carlsberg Brewery Hong Kong ejer i forvejen 99% af Huizhou bryggeriet i den sydlige Guangdong provins og 25% af Tsingtao Beer Shanghai Ltd.
 
I Kina sælges i alt ca. 235 mio. hl øl stort set kun som lokale mærker. Carlsberg er blandt de førende internationale mærker.