JydskeVestkysten fortsat del af Det Berlingske Officin

Den Sydvestjyske Venstrepresse og Det Berlingske Officin fortsætter det fælles ejerskab af Syddanske Medier (JydskeVestkysten) efter Mecom plc's overtagelse af Orkla Media.

Der har været usikkerhed om, hvorvidt det fælles ejerskab til JydskeVestkysten kunne fortsætte på grund af særlige forhold i det eksisterende aftalegrundlag. Dette er nu afklaret mellem parterne og samarbejdet fortsætter med et uændret 50/50 ejerskab og med Christian Jørgensen som fortsættende formand for JydskeVestkysten.
 
"Samarbejdet har gennem årene været meget velfungerende og vi ser således frem til fortsat i fællesskab at kunne udvikle JydskeVestkystens position i den nye regionale struktur og i den intense konkurrencesituation, som ligger foran dagspressen som helhed", udtaler formand for Den Sydvestjyske Venstrepresse og JydskeVestkysten, Christian Jørgensen.
 
Lasse Bolander, Koncernchef i Det Berlingske Officin, er tilfreds med, at det er lykkedes at holde sammen på alle aktiviteterne i Syddanske Medier og tilføjer: "15 år er gået siden den vellykkede fusion af JydskeTidende og Vestkysten og vi ser aftalen om at fortsætte samarbejdet som en bekræftelse på, at regionalt/lokalt forankret nyhedsformidling i samspil med landsdækkende mediedækning fortsat giver god mening."
 
 
Yderligere information:
 
Christian Jørgensen, Den Sydvestjyske Venstrepresse, tlf.nr. 2553 6500 / chj@sja.dk
Lasse Bolander, Det Berlingske Officin, tlf.nr. 3375 3426 / lbo@berlingske.dk