ORK - Carlsberg Breweries A/S underskriver endelig aftale om køb af aktiemajoritet i Türk Tuborg, Tyrkiet

06. juli: Den 31. maj 2001 indgik Carlsberg Breweries A/S og Yasar Holding aftale om, at Carlsberg Breweries kunne købe aktiemajoriteten - 50,01% - i det tyrkiske bryggeri Türk Tuborg Bira ve Malt Sanayii A.S. (Türk Tuborg). Aftalen var betinget af tilfredsstillende due diligence, en endelig aftale og af tyrkiske myndigheders godkendelse.

Due diligence er afsluttet, og parterne har underskrevet en endelig aftale, som også er godkendt af de tyrkiske myndigheder, Competition Board og Foreign Investment Board.

Ifølge tyrkisk lovgivning skal Carlsberg Breweries som majoritetsejer give offentligt købstilbud på den resterende del af aktiekapitalen. Carlsberg Breweries har 15 dage til at fastsætte aktiepris og udarbejde betingelser for købstilbuddet.