URBAN - Ny gratisavis fra Berlingske.

17.09.01: Berlingskes nye gratisavis URBAN er på gaden mandag den 24. september. URBAN er navnet på Berlingskes nye gratisavis i Storkøbenhavn.

Første udgivelsesdag bliver mandag den 24. september 2001, hvor URBAN udkommer i over 100.000 eksemplarer. Avisen vil blive distribueret ved trafikknudepunkter, uddannelsesinstitutioner, indkøbscentre m.v.

"De seneste uger har der været arbejdet intenst på at få færdiggjort konceptet for URBAN og få etableret selve organisationen. Alt er på plads nu, og vi glæder os til at kunne lancere i næste uge", udtaler direktør Lasse Bolander, som tilføjer at "annoncesalget til URBAN allerede er godt i gang i samarbejde med Berlingske koncernens øvrige annoncesalgsafdelinger".

Redaktionschef Kåre Kvist oplyser, at "URBAN vil indeholde nyheder fra hele verden - men det er først og fremmest en københavnsk avis. Skrevet i direkte sprog med en høj vægtning af lokale begivenheder, nyheder og arrangementer". Kåre Kvist understreger, at "URBAN også vil være en gratis guide til de næste 24 timer i København. Det døgn, der venter, er altid mindst lige så vigtigt som det døgn, der lige er gået".